Spring over hovedmenu
Sygeplejersker sidder til workshop og udfylder handleplan

Rigshospitalet vil gøre det sundere for sygeplejersker at gå på arbejde

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø 03-03-2026

På Afdeling for Infektionssygdomme på Rigshospitalet er medarbejdere og ledere i fuld sving med at gøre arbejdsdagen sundere. Med hjælp fra NFA er de nemlig i gang med en Sundhedsmiljø-indsats.

Stuegang, medicindosering, håndtering af pårørende og – i nogle tilfælde – nødsituationer, hvor man skal reagere hurtigt og præcist.

- Som sygeplejerske er arbejdsdagen uforudsigelig, travl og alvorlig. Sygeplejerskerne og social- og sundhedsassistenterne har mange opgaver med at passe og pleje patienterne, og det kan både være fysisk og psykisk belastende arbejdsopgaver, fortæller Louise Stillhoff Gejpel, der er oversygeplejerske på Afdeling for Infektionssygdomme.

På afdelingen er hverdagen travl, og det kan være svært at finde tid til at give arbejdsmiljøet en kærlig hånd. Alligevel har Louise Stillhoff Gejpel sammen med afdelingens sygeplejersker samt social- og sundhedsassistenter fundet en måde at integrere en Sundhedsmiljø-indsats i deres hverdag. Det er nemlig en indsats, der ikke tager tid væk fra arbejdsopgaverne.

Sundere med en ”lige tilpas” fordeling

Med tilgangen Sundhedsmiljø er medarbejderne på Afdeling for Infektionssygdomme i skrivende stund i færd med at gøre arbejdet sundere gennem selve arbejdsopgaverne. Sundhedsmiljø er en tilgang udviklet af forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), og den handler om at finde en lige tilpas fordeling mellem forskellige faktorer i arbejdsmiljøet.

På hospitalets afdeling arbejder de for eksempel på at få en lige tilpas fordeling mellem psykisk krævende patienter, plads til at sparre med ledelsen og bedre adgang til tekniske hjælpemidler til tunge løft og forflytninger.

Konkret vil det sige, at sygeplejersker og ledere følger deres egne handleplaner, som de har udarbejdet på fælles workshops. Handleplanerne indeholder blandt andet at omorganisere i vagtplanen, indføre kontortid hos ledere og tilgængeliggøre tekniske hjælpemidler.

- Sundhedsmiljø passer godt til vores arbejdsplads, fordi man ikke skal tage medarbejderne væk fra deres arbejde og bruge tid på for eksempel en kort træningssession. For os kan det nemlig være utroligt svært at samle og fastholde medarbejderne i sådanne tiltag, når vi har så uforudsigelig en hverdag, siger Louise Stillhoff Gejpel.

Også hos medarbejderne er indsatsen blevet taget godt imod:

- At arbejde med konkrete handleplaner har gjort en stor forskel. Sundhedsmiljø har gjort det meget håndgribeligt, og jeg kan se, hvordan vi skal lykkes med at indføre det i vores hverdag, siger Emilie, der er sygeplejerske og forflytningsvejleder på Afdeling for Infektionssygdomme.

Sådan findes en lige tilpas fordeling

Afdelingens initiativer udspringer både af spørgeskemaer og workshops, hvor ledere og medarbejdere sammen med NFA i fællesskab har kortlagt faktorer i arbejdet, som påvirker deres fysiske, psykiske og sociale sundhed. Efterfølgende har medarbejderne arbejdet med NFA’s dialogværktøj, som hjalp dem med at finde frem til, hvad der er lige tilpas for dem. Det gjorde de ved at markere, hvorvidt de oplever for lidt, lige tilpas eller for meget af forskellige pågældende arbejdsmiljøfaktorer.

Det kunne for eksempel være, om de oplever at have for lidt, lige tilpas eller for meget sparring med ledelsen.

- Når vi taler om en lige tilpas fordeling, så handler det om at organisere medarbejdernes arbejdsdag, så de oplever en fordeling af arbejdsopgaver, der bidrager til at styrke deres sundhed, siger Fredrik Klæboe Lohne, der er Sundhedsmiljø-projektleder på NFA, og fortsætter:

- Det kan for eksempel være en lige tilpas fordeling af dialog med pårørende, forflytninger af patienter og tid til sparring med ledelsen.

Om projektet

Sundhedsmiljø-indsatsen på Afdeling for Infektionssygdomme blev indledt i samarbejde med Rigshospitalets enhed for Arbejdsmiljø og Ledelse. Der blev sendt informationsmateriale om Sundhedsmiljø rundt internt på Rigshospitalet, hvorefter de afdelinger, der ønskede at deltage, tog kontakt til NFA.

Første fase: introduktion og spørgeskema

Først deltog forskergruppen fra NFA på et personalemøde for afdelingen, hvor de præsenterede Sundhedsmiljø og det kommende forløb. På mødet besvarede medarbejdere og ledere det nye Sundhedsmiljø-spørgeskema ’Just Right WorQ’ for at kortlægge de arbejdsmiljøfaktorer, der påvirker medarbejdernes fysiske, psykiske og sociale sundhed og trivsel. NFA bearbejdede efterfølgende data fra spørgeskemaerne.

Anden fase: Idéer til Idébanken

NFA afholdt workshops med medarbejderne. Da arbejdet på hospitalet kræver, at der hele tiden er medarbejdere på vagt, var det ikke muligt at afholde en samlet workshop. I stedet blev der afholdt tre. På workshoppen blev medarbejderne præsenteret for resultaterne fra spørgeskemaundersøgelsen. På baggrund af resultaterne udvalgte grupperne de arbejdsmiljøfaktorer eller temaer, som de ønskede at arbejde videre med.

Herefter scorede deltagerne individuelt de udvalgte temaer ved hjælp af dialogværktøjet, så de fik et billede af, hvor de selv placerede sig på lige tilpas-skalaen. Grupperne arbejdede derefter med at udvikle idéer til den fælles idébank, som bestod af konkrete forslag til løsninger og tiltag, der kan styrke og forbedre de valgte arbejdsmiljøfaktorer. Afslutningsvis udpegede hver gruppe en ambassadør, som skulle bringe gruppens idéer videre til Workshop 2.

Tredje fase: Fra idé til handlingsplaner

Efter workshoppen bearbejdede NFA idéerne i idébanken, så de var i overensstemmelse med principperne bag Sundhedsmiljø. Derefter blev endnu en workshop blev afholdt med udvalgte deltagere, herunder ledelse, arbejdsmiljørepræsentant (AMR) samt ambassadører fra hver af de første workshops. Normalt ville en tillidsrepræsentant (TR) også deltage, men det var ikke muligt i dette forløb. På den anden workshop gennemgik deltagerne idébanken, og deltagerne udvalgte de idéer, de ønskede at arbejde videre med (typisk 4–8 idéer). For de udvalgte idéer blev der udarbejdet konkrete handleplaner til at beskrive, hvordan tiltagene skulle gennemføres, hvem der har ansvar for dem, og hvordan de implementeres i afdelingen.

De næste skridt i arbejdet med Sundhedsmiljø

Efter anden workshop begyndte arbejdet med implementering af handleplanerne over en periode på cirka otte uger.

Afdelingen er lige nu (marts 2026) fortsat i gang med at implementere handleplanerne. Når de otte uger er gået, planlægger NFA at udsende et spørgeskema til medarbejderne, hvor der følges op på de arbejdsmiljøfaktorer, der påvirker medarbejdernes fysiske, psykiske og sociale sundhed og trivsel, samt deres oplevelse af Sundhedsmiljø-indsatsen.

Hvad er Sundhedsmiljø?

Sundhedsmiljø fokuserer på at styrke sundheden på arbejdspladsen gennem organisering af arbejdet – uden at tilføre ekstra til arbejdsdagen.

Sundhedsmiljø handler ikke om at reducere risici i arbejdsmiljøet eller fremme positive faktorer, men om at finde en lige tilpas fordeling, hvor man planlægger og tilrettelægger arbejdet, så det i sig selv bliver sundere.

Læs mere her.