Spring over hovedmenu
Dyrlæge på arbejde

Høje følelsesmæssige krav: Når jobbet er meningsfuldt, falder risikoen for depression

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø 20-10-2026

Høje følelsesmæssige krav i arbejdet hænger sammen med øget risiko for depression. Et nyt studie fra NFA blandt ansatte i danske dyrlægeklinikker peger på, at mening i arbejdet kan gøre en forskel.

Svære beslutninger skal træffes. Pårørende skal informeres. Og alt imens skal du også håndtere dine egne følelser.

Det er hverdagen for mange i jobs med høje følelsesmæssige krav. Krav, der kan få store konsekvenser for medarbejderes helbred, da det øger risikoen for blandt andet depression og sygefravær.

Nu viser et studie fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), at oplevelsen af mening i arbejdet potentielt kan gøre en forskel. Studiet bygger på svar fra 885 ansatte og ejere i danske dyrlægeklinikker og undersøger sammenhængen mellem følelsesmæssige krav, positive faktorer som blandt andre mening og indflydelse i arbejdet og symptomer på depression.

Når jobbet giver mening, kan det støtte medarbejdere på dyrlægeklinikker i at håndtere høje følelsesmæssige krav i arbejdet. Det fortæller Simone Christiansen, der er ph.d.-studerende på NFA og en af forskerne bag studiet.

- Studiet peger på, at arbejdspladser med fordel kan have fokus på positive faktorer i arbejdsmiljøet, hvis de vil forebygge, at høje følelsesmæssige krav fører til depression. Når man ser på de positive faktorer er mening i arbejdet den faktor, der ser ud til at have den største effekt, siger Simone Christiansen.

Mening kan være knyttet til at gøre en forskel

Positive faktorer er forhold i arbejdsmiljøet, som kan hjælpe medarbejdere med at håndtere de krav, der er i arbejdet, og samtidig understøtte motivation og psykisk trivsel.

I studiet har forskerne set nærmere på fire positive faktorer; mening i arbejdet, indflydelse i arbejdet, samarbejde med nærmeste leder og samarbejde mellem kolleger.

Alle fire positive faktorer hang sammen med lavere risiko for depression, når de blev undersøgt hver for sig. Men det var kun mening i arbejdet, der havde en statistisk signifikant effekt på sammenhængen mellem høje følelsesmæssige krav og risikoen for depression.

Det betyder, at ansatte med høje følelsesmæssige krav og høj mening i arbejdet havde lavere risiko for depression end ansatte med høje følelsesmæssige krav og lav mening i arbejdet.

- I dyrlægeklinikker kan mening i arbejdet blandt andet være knyttet til oplevelsen af at gøre en forskel for dyr og dyreejere. Det kan være vigtigt i et arbejde, hvor svære beslutninger, bekymrede dyreejere og følelsesmæssigt krævende situationer er en del af hverdagen, fortæller Simone Christiansen.

Arbejdspladsen kan styrke de positive faktorer

Selvom følelsesmæssige krav kan være svære at fjerne i jobs, hvor man arbejder tæt med mennesker eller dyr i sårbare situationer, kan der være måder at sætte ind på.

Det kan for eksempel handle om at skabe bedre mulighed for sparring efter følelsesmæssigt svære situationer, styrke samarbejdet mellem kolleger eller arbejde mere systematisk med ledelsesstøtte og medarbejdernes indflydelse på arbejdet.

I studiet fremhæves blandt andet mentorordninger, struktureret debriefing efter følelsesmæssigt krævende møder med klienter og dyr samt kollegiale støtteordninger som mulige greb på dyrelægeklinikker.

- Når følelsesmæssige krav er en del af kerneopgaven, er det vigtigt at se på, hvordan arbejdet er organiseret, og hvilke forhold der kan støtte medarbejderne i hverdagen. Det kan være med til at understøtte et sundt og sikkert arbejdsmiljø, siger Simone Christiansen.

Tidligere forskning viser højere risiko ved flere krav samtidig

Studiet bygger videre på en større spørgeskemaundersøgelse blandt 885 ansatte på dyrlægeklinikker, der har undersøgt det psykosociale arbejdsmiljø i dyrlægeklinikker i Danmark.

I undersøgelsen havde 15,1 procent af deltagerne et niveau af depressive symptomer svarende til let depression eller højere. Det er højere end hos den generelle befolkning i Danmark, hvor tidligere opgørelser har vist en forekomst på ni procent. Studiet sammenligner ikke med konkrete tal fra andre brancher.

Forskerne fra NFA fandt i en anden analyse baseret på samme undersøgelse, at risikoen for depression var højere, når høje følelsesmæssige krav optrådte sammen med andre krav i arbejdet. Det var for eksempel højt tempo, rollekonflikter og trusler i arbejdet. Den højeste risiko for depression blev fundet blandt ansatte, der både oplevede høje følelsesmæssige krav og højt arbejdstempo.

Derfor er det værdifuld viden, at forskerne nu har fundet frem til ikke alene, hvad der øger risikoen, men også hvad der potentielt kan gøre risikoen mindre, når de følelsesmæssige krav er høje. Det fortæller Thomas Clausen, der er professor på NFA og har forsket i området sammen med ph.d.-studerende Simone Christiansen.

 - Studierne understreger, at det er vigtigt at være opmærksom på ansatte i dyrlægeklinikkers trivsel i arbejdet. Samtidig giver de ny viden om høje følelsesmæssige krav og risikoen for depression. Det er med til at lægge endnu en vigtig brik i puslespillet om at forstå vigtigheden af et godt psykiske arbejdsmiljø, siger professor Thomas Clausen.

Om studiet

Nyheden bygger på to videnskabelige studier fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø om psykosocialt arbejdsmiljø og depression blandt ansatte i klinisk dyrlægepraksis i Danmark. Det nyeste studie undersøger, om positive faktorer i arbejdet kan reducere sammenhængen mellem høje følelsesmæssige krav og risiko for depression. Forskerne ser på mening i arbejdet, indflydelse, samarbejde med nærmeste leder og samarbejde mellem kolleger. Studiet viser, at især høj mening i arbejdet hænger statistisk signifikant sammen med et lavere niveau af depressive symptomer. Det tidligere studie undersøger, hvordan høje følelsesmæssige krav sammen med andre krav i arbejdet hænger sammen med risiko for depression. Forskerne ser på følelsesmæssige krav i kombination med henholdsvis høje kvantitative krav, høje rollekonflikter, trusler i arbejdet og højt arbejdstempo. Studiet viser, at ansatte har øget risiko for depression, når høje følelsesmæssige krav optræder sammen med andre høje jobkrav.

Sådan gjorde forskerne

Begge studier bygger på den samme spørgeskemaundersøgelse blandt ansatte i klinisk dyrlægepraksis i Danmark. Forskerne inviterede 1.757 ansatte til at deltage i en online spørgeskemaundersøgelse i foråret 2022. I alt deltog 885 personer, hvilket svarer til en svarprocent på 50,4 procent. Deltagerne var blandt andet klinikejere, ansatte dyrlæger, veterinærsygeplejersker og veterinærsygeplejerskestuderende. Undersøgelsen er den største af sin slags i Danmark. 4 Forskerne målte psykosociale arbejdsmiljøfaktorer med spørgsmål fra NFA’s spørgeskema Psykisk arbejdsmiljø og trivsel på arbejdspladsen. Symptomer på depression blev målt med Major Depression Inventory. Personer med en score på 21 eller derover blev kategoriseret som personer med tegn på depression. I analyserne blev der justeret for køn, alder, jobgruppe og type af praksis. Begge studier er tværsnitsstudier. Det betyder, at arbejdsmiljø og symptomer på depression er målt på samme tidspunkt.

Ekstern finansiering

Den Danske Dyrlægeforening

Styrker og begrænsninger ved studiet

En styrke ved studierne er, at de bygger på svar fra 885 ansatte i klinisk dyrlægepraksis i Danmark. Det giver et solidt datagrundlag for at undersøge sammenhænge mellem psykosocialt arbejdsmiljø og tegn på depression i en branche, hvor følelsesmæssige krav er en central del af arbejdet. Studierne bruger desuden validerede spørgeskemaer til at måle både arbejdsmiljøfaktorer og symptomer på depression. En væsentlig begrænsning er, at studierne er tværsnitsstudier. Forskerne kan derfor ikke drage håndfaste konklusioner om retningen af de undersøgte sammenhænge. Tidligere forskning fra NFA har dog vist, at personer, der oplever høje følelsesmæssige krav i deres arbejde, har større risiko for senere at udvikle depression. En anden begrænsning er, at data er selvrapporterede, hvilket kan indebære risiko for rapporteringsbias.

Kilde

Simone Vestergaard Christiansen og Thomas Clausen:

Emotional demands and depression: The buffering role of positive work-related factors in clinical veterinary practice. Veterinary Record, 2025

Simone Vestergaard Christiansen og Thomas Clausen:

Combinations of job demands are associated with increased risk of depression in clinical veterinary practice: a cross-sectional study. Irish Veterinary Journal, 2024.

Simone Vestergaard Christiansen og Thomas Clausen:

Psykosocialt arbejdsmiljø i klinisk dyrlægepraksis - en undersøgelse af psykosocialt arbejdsmiljø og trivsel i klinisk dyrlægepraksis i Danmark. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), 2023